Ti år efter…og hvad så?

Et fingeret interwiew med Erik Hansen.

Interw: Erik, det er ti år siden du sprang ud som transkønnet. Hvordan er det egentlig at være transkønnet?

Erik: (tørt, konstaterende): Det sutter røv.

Interw: Øh, ja? Kan du uddybe den kommentar?

Erik (med et smil): Ja, da. Nu er det jo ikke sådan, at mit liv er en katastrofe. Tværtimod. Jeg er privilegeret på mange måder og holder meget af at leve. Min problematik nu, som værende ”færdig” (dvs. godkendt af staten som værende mand) er, at mit sexliv lider under det. Fra at have være meget seksuelt aktiv – som kvinde – er jeg i den situation, at det er svært for mig at få en partner – som mand. Jeg er biseksuel og har altid været det, så det er ikke fordi min seksualitet har ændret sig. Lysten og tiltrækningen er stadig lige så stor som altid. Men fordi jeg har fravalgt den sidste operation (fallosplastik) er jeg Richard Burton foroven og Elizabeth Taylor forneden. Og det kan være svært at takle for andre mennesker.

Interw: Ja. Kan vi blive lidt ved det emne? Hvorfor har du fravalgt den sidste operation, hvis det kunne løse dit problem?

Erik: Det er jo netop det. En operation ville ikke løse min problem. Jo, måske kosmetisk. Det er en lang og besværlig proces at lave en tildannet penis. Min alder taget i betragtning (57 år) ville jeg være for lang tid om at hele og i bedste fald ville jeg så være udstyret med en tissemand, der kun kan bruges til én ting. At tisse. Og så spørger jeg mig selv: Hvad skal jeg bruge det organ til, hvis jeg ikke kan kneppe med det? Undskyld mit sprog…

Interw: (rømmer sig) Det er helt i orden. Men kan du leve med at have nogle anderledes genetalier – føler du dig mindre mandig af det?

Erik: Min maskulinitet fejler ikke noget og heller ikke min genitalier, som du så smukt kalder dem. Jeg har et underliv, som altid har fungeret perfekt og jeg vil ikke løbe risikoen for at miste min følsomhed, pga. noget kosmetisk.

Interw: Lad os snakke om det at springe ud. Er der nogle ting i forbindelse med, at du sprang ud, som du har fortrudt siden?

Erik: Det vil der altid være. Hen ad vejen kommer man uværgeligt til at såre nogle mennesker. Jeg tænker en del på, hvordan det har påvirket mine børn. Min ældste søn har afskrevet mig og derfor får jeg ikke lov til at se mit ene barnebarn. På den anden side har jeg stadig et nært forhold til min yngste søn og hans datter, så kampen er ikke tabt.

Interw: Erik, nu sidder vi jo her i Palermo på en cafe og solen skinner. Jeg kan godt forstå attraktionen ved at tage hertil på ferie, men så vidt jeg har forstået, har du været her siden juli måned og skal bo her i 3 mdr. mere?

Erik: Ja, jeg har lejet et lille hus her i den historiske bydel og kommer nok først tilbage til Danmark i december.

Interw: Hvad kan du få her, som du ikke kan få i Danmark?

Erik: Du mener ud over at sidde i 32 graders varme i slutningen af september med en kølig gin & tonic?

Interw: (smiler) Ja, det er de åbenlyse fordele. Men hvorfor lige her? Er der andre grunde?

Erik: Du fisker i smult vande 😉 Anonymitet er ordet. Flertallet af sicilianske mænd har små fødder og små hænder, så jeg glider nemt ind i gadebilledet. De kan godt se, at jeg ikke hører til de lokale, men for dem er jeg bare en mand, der hedder Erik.

Den anonymitet kan jeg ikke få i Danmark. Jeg valgte at være meget åben, da jeg sprang ud i sin tid. Medvirkede i en avisartikel, diverse nyhedsudsendelser, en dokumentarfilm og i starten af 2016 en dokumentarserie på TV 2 (Født i en forkert krop). Det har gjort, at jeg stadig møder folk på gaden, som kan huske mig fra de sammenhænge.

Interw: Ja, jeg har hørt, at den serie du nævner, er blevet nomineret til ”Årets Bent”. Gør det dig ikke glad?

Erik: Jo, jeg er både glad og stolt på vegne af tv-holdet og de andre medvirkende. Ved bare ikke helt, om jeg bryder mig om at være en af Danmarks ”darlings” igen?

Interw: Erik, du virker som en meget glad og levende mand. Kan du lide din nye tilværelse?

Erik: Ja, jeg holder meget af mit liv og føler mig både ydmyg og taknemmelig for, at jeg fik muligheden for et nyt kapitel i min historie.

Interw: Nu er vist dig, der fisker…Du vil gerne have, at jeg skal spørge dig om din forfatterkarriere?

Erik: Hæh, ja. Karriere er vel så meget sagt, i og med at jeg stadig er relativ ukendt som forfatter. Men jeg dog fået udgivet 3 bøger foreløbig og har to nye liggende ude hos to forskellige forlag. At skrive – det er det, jeg er god til. Og det er mit håb, at jeg en gang kan komme til at leve af det.

Interw: Tak for en dejlig snak, Erik. Nu har du jo så endnu en gang sagt farvel til anonymiteten?

Erik: Kun overfor dig…vil du have en gin & tonic mere?

 

Erik Hansen er født som kvinde og sprang ud som transkønnet i 2006. Efter behandling på Rigshospitalets Sexologiske Klinik og efterfølgende kastration, fik han et nyt personnnummer i 2011 og blev godkendt som mand af staten.

Han er 57 år og forælder til to sønner på hhv. 35 og 24 år. Har to børnebørn.

Erik Hansen har udgivet tre bøger siden 1998, en digtsamling ”Mørket er rødt” samt to humoristiske krimier under psedonymet René Aubertin: ”Alice, katten og den meget hemmelige agent” (2013) samt ”Den sicilianske hund og de to agenter”(2015).

About the Author

Malene Andreasen
Projektleder T-lounge Society

Be the first to comment on "Ti år efter…og hvad så?"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*